Danmarks herrelandshold leverede endnu en solid præstation, da de søndag aften besejrede Serbien 2-0 i Parken, i deres anden kamp i Nations League. Det var især Yussuf Poulsen og Albert Grønbæk, der stjal overskrifterne med to mål, som satte de serbiske gæster til vægs.

Grønbæk viste sig frem

Efter en relativt afventende start, hvor begge hold forsøgte at få kontrol over spillet, fik Danmark overtaget. Kombinationerne begyndte at flyde, og det var især Albert Grønbæk, der imponerede med sit mod og sin dynamik på den offensive midtbane. Grønbæk var en konstant trussel, og det var ham, der åbnede ballet efter 35 minutters spil med et smukt mål. Efter en genial hælaflevering fra Yussuf Poulsen, tog Grønbæk bolden med ind i feltet og placerede den sikkert i nettet, til stor jubel fra de 34.902 tilskuere. Et mål der af flere eksperter blev kaldt det bedste mål i flere år på landsholdet. Efter to flotte kampe er det sikkert ikke sidste gang, vi får den 23-årige Rennes-spiller at se i landsholdstrøjen.

Parken eksploderer i jubel efter Yussuf Poulsens saksesparksmål

Yssuf Poulsen fortsatte med at være involveret i spillets mest afgørende momenter, og blot en halv time før slutfløjtet, cementerede han sejren med et spektakulært saksespark. Et præcist indlæg fra Victor Kristiansen fandt Poulsen, der kastede sig akrobatisk op i luften og bragede bolden ind i kassen til 2-0 til stor glæde for alle i Parken. Målet udløste eufori på tribunerne, hvor fansene sang “Han scorer altid på sakse”, og der var altså fremragende stemning at finde i Parken på en varm septemberaften.

Solid defensiv kørte sejren hjem

Serbien forsøgte i anden halvleg at komme tilbage i opgøret, men danskernes forsvar, anført af en solid præstation fra Jannik Vestergaard, holdt dem i skak. Christian Eriksen var også instrumental i midtbanen og stod for flere afgørende opspil, mens debutanter som Patrick Dorgu og Morten Frendrup imponerede i deres korte indhop.

Gode debutkampe for Lars Knudsen

Lars Knudsen, der fungerer som midlertidig landstræner, kan være godt tilfreds med sin indsats i de to Nations League-kampe, hvor Danmark har leveret to overbevisende sejre og endnu ikke lukket et mål ind. De rødhvide topper nu deres gruppe med maksimumpoint og kan gå ind til de næste opgør med stor selvtillid. Et opgør der ikke bliver mod hvem som helst. Således rejser de danske landshold til Murcia i Spanien, hvor de den 12. oktober møder de forsvarende europamestre.

Her bliver de danske drenge for alvor sat på prøve, og det skal blive spændende at se, hvordan Lars Knudsens leverer mod en modstander af den kaliber. Landstræneren kan dog tage masser af positive takter med fra en aften fyldt med magiske øjeblikke for det danske landshold, som efter kampen blev hyldet af et veloplagt publikum i Parken.