Danmark fik tre vigtige point mod miniputnationen San Marino, men var i store vanskeligheder kampen igennem.
Det lykkedes for Danmark trods store problemer at få de tre nødvendige point, og Hjulmands tropper er dermed millimeter fra EM-deltagelse næste sommer. På trods af sejren var det dog en skuffende omgang fodbold, som vi var vidner til.
Danmark med svag præstation
1-2 blev resultatet, og det er alt for ringe, når modstanderen hedder San Marino. Nationen ligger sidst på FIFA’s verdensrangering (207), og før kampen havde de ikke vundet i de sidste 133 forsøg. Alligevel var det ikke langt fra, at de fik point med sig mod Danmark. Meget bekymrende set med danske briller.
Således skulle vi helt frem til det 70. minut, før Danmark scorede kampens afgørende mål, og det kunne derfor snildt have end med en dansk ydmygelse. Det var heller ikke ligefrem nogle begejstrede spillere vi så efter kampen, og Kasper Hjulmand selv var også klar i spyttet.
“Det er ganske enkelt for dårligt. Der er ikke meget at sige. For dårligt niveau, dårligt tempo. Det er en kamp, der ikke må komme i fare, og det gør den. Det er for nervøst, og kvaliteten er for dårlig.” Ikke opmuntrende ord fra landstræneren, der dog tager ansvaret for den dårlige præstation.
Simon Kjær tog historisk landsholdsrekord
Anderledes opmuntrende blev det dog for den danske anfører, der tilegnede sig en historisk rekord. Simon Kjær kunne nemlig trække i den danske landsholdstrøje for 130. gang, hvilket er flest af alle. Han overgik dermed Peter Schmeichel, der med 129 landsholdskampe altså har holdt rekorden i 22 år.
På trods af en grim og skuffende kamp fra landsholdets side, så kan danskerne dog glæde sig over de tre point. Nu venter den næste opgave den 17. november, når Slovenien gæster Parken i en slags gruppefinale. Det omvendte opgør endte 1-1 tilbage i juni, og da Slovenerne pt. har en bedre målscore end Danmark, ligger de altså nummer et i puljen. Det handler for Danmark derfor om at få tre point i hus, men for at gøre det skal de skrue markant op for blusset sammenlignet med præstationen mod San Marino.
Sportsjournalist
christian@sportnyhet.com
Efterlad en kommentar