Østrig vinder sensationelt Gruppe D foran Frankrig og Holland efter imponerende opvisning mod hollænderne, mens Frankrig skuffer mod Polen.

Hvis der er en ting vi kan være sikre på ved dette EM i fodbold 2024, så er det at vi ikke kan være sikre på noget. Således sluttede Gruppe D i dag med et overraskende resultat akkurat som Gruppe A næsten gjorde det den anden dag. Her skulle vi langt ind i overtiden før det lykkedes Tyskland at sikre et point mod Schweiz, hvilket sikrede værstnationen førstepladsen. Før Füllkrugs mål i det 92. minut så det længe ud til at det skulle være schweizerne der skulle løbe med førstepladsen.

På samme måde havde de fleste nok også set Frankrig som de klare vindere af Gruppe D, mens Holland af de fleste også var spået gode chancer. Sådan skulle det dog ikke gå.

Frankrig skuffer mod Polen

Frankrig gik ind i deres sidste gruppekamp mod Polen med ambitionen om at sikre sig førstepladsen i Gruppe D. Landstræner Didier Deschamps havde superstjernen Kylian Mbappé tilbage i startopstillingen, men trods Polens sikre exit fra turneringen, var det tydeligt, at de ikke havde tænkt sig at give op uden kamp.

Kampen begyndte nervøst, med få chancer til begge hold. Mbappé var den mest aktive på den franske front, men polakkerne formåede at holde ham i skak i store dele af første halvleg. i anden halvleg åbnede åbnede kampen sig dog mere op, og Frankrig lykkedes at bringe sig i front. Det skete da Ousmane Dembele driblede sig ind i feltet og skaffede et straffespark til Frankrig. Mbappé eksekverede køligt og bragte Frankrig foran 1-0 efter 56 minutter, hvilket også markerede hans første EM-mål i karrieren.

Polen lod sig dog ikke slå ud. Robert Lewandowski var tæt på at score flere gange, og efter at Dayot Upamecano havde forårsaget et straffespark, fik Lewandowski muligheden igen. Selvom han brændte i første forsøg, blev sparket taget om, og denne gang sendte han bolden sikkert i nettet til 1-1 i det 79. minut. Kampen endte uafgjort, hvilket sikrede Frankrig andenpladsen i gruppen.

Østrig slår Holland og vinder Gruppe D

Samtidig udspillede der sig et drama på det Olympiske Stadion i Berlin, hvor Østrig mødte Holland i en kamp, der skulle afgøre førstepladsen i gruppen. Ralf Rangnicks østrigske mandskab har vist sig som en af turneringens helt store overraskelser. Powerfodbold og mål. Sådan kan østrigerne vel bedst beskrives. Et hold der spiller flot og underholdende fodbold, og som med deres imponerende 3-2 sejr over Holland vinder Gruppe D. Det sker foran turneringens måske absolut største favorit Frankrig, som mange havde spået til at ikke blot at vinde gruppen men også hele turneringen.

Kampen fik en chokstart, da Donyell Malen uheldigvis sendte bolden i eget net efter blot seks minutter. Holland kæmpede for at komme tilbage i kampen, og det lykkedes dem kortvarigt, da Cody Gakpo udlignede til 1-1 i begyndelsen af anden halvleg.

Østrig fortsatte dog med at presse på, og Romano Schmid bragte dem igen foran efter et kaotisk indlæg. Hollands Wout Weghorst og Memphis Depay kombinerede sig frem til endnu en udligning, men det var Østrigs Marcel Sabitzer, der afgjorde kampen med en flot scoring seks minutter senere, hvilket sikrede Østrig en overraskende 3-2 sejr over Holland.

Med Polens uafgjorte mod Frankrig, sluttede Østrig som nummer ét i Gruppe D, mens Frankrig måtte tage til takke med andenpladsen. Hollands tredjeplads var en skuffelse for Ronald Koemans mandskab, der havde håbet på mere.

Den endelige stilling i Gruppe D

  1. Østrig – 6 point
  2. Frankrig – 5 point
  3. Holland – 4 point
  4. Polen – 1 point